WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Takt og Tone


Af Emma Gad (1918)
Oprindelsesland: Danmark Danmark


Første Afsnit: Livets Højtider

   FORLOVELSE. Den Tid er forbi, hvor den unge Mand, der kom i en Familie og havde givet sit Hjerte til en af Husets Døtre, henvendte sig til hendes Fader, anmodede om en Samtale og bad om hans Datters Hånd, hvorpå han fremkom med Oplysninger om sin Familie, sine Formuesomstændigheder og sine Udsigter, for Forældrene talte med Datteren, og Bestemmelsen for Livet blev taget.
   I vore Dage melder den unge Pige simpelthen sine Forældre, måske ved Frokostbordet, at hun Aftenen før har forlovet sig med Bankfuldmægtig eller Løjtnant N. N., som de aldrig har set for deres Øjne, og at han vil give Møde ved Totiden, for at de kan stifte Bekendtskab med denne unge Mand, som de fra nu af har at modtage og elske som en Søn.
   Forældrenes Stilling er ved denne Tingenes Udvikling blevet lidt vanskelig, og en sådan uventet Meddelelse om en Forlovelse er i mange Tilfælde en bitter Pille at sluge. Det må dog tilrådes ikke at intervenere i disse alvorlige Spørgsmål. Selv om Forældre må synes, at det ofte behandles vel let og løst af de Unge, og det virkelig også ofte går galt, bør de gøre sig klart, at denne moderne lettere Form for Indgåelse af en Forbindelse alligevel kan have dyb Rod i Hjertet.
   Selv om Forældre har haft andre Ønsker og Planer, må de forstå, at de ikke bør gøre Modstand, når deres Børn har truffet et Valg, men åbne deres Hjerte og deres Arme for Den, der bringes dem som en ny Søn eller Datter.
   Det vil ikke alene være kærligst men også klogest, da det er frugtesløst at kæmpe mod Tidsånden. De opnåer kun senere at måtte oprette, hvad de har tabt ved en forgæves Modstand, og bliver de Små derved.
   I det hele taget bør Forældre aldrig glemme, at Den, der viser Mangel på Forståelse af Kærlighed, og ikke selv viser Kærlighed, altid i det lange Løb bliver den Lille. Deres Børn, der elsker, kan derfor have større Ret end de selv, der blot tænker.
   Men selvfølgelig er det ikke udelukket, at de Ældre kan have Ret - Forbindelsen er uheldig.    Forældrene bør da søge at udsætte Offentliggørelse og give de Unge Lejlighed til at være sammen og endelig undgå at hakke på den Udvalgte. Overdreven Ros er et langt farligere Våben overfor en Fraværende. Hvis den daglige Omgang ikke åbner Øjnene på den Forelskede, bør de søge ved Studier, Rejser o.l. at gøre deres Datter eller Søn klart, at den Pågældende ikke er så aldeles uundværlig.
   Først og fremmest bør de tage sig i Agt for at beklage sig over Forbindelsen også til Andre. Det hjælper ikke og vanskeliggør en Forsoning.
   Heldigvis bliver dog i de fleste Tilfælde Meddelelsen modtaget med Glæde, og der er da en Del Formaliteter at komme igennem.
Forlovelsesringe. Det første, der sker, er at det nyforlovede Par veksler de traditionelle glatte Guldringe, med Dato og Navnebogstaver indridsede på Bagsiden. I mere frigjorte Forhold undlades undertiden denne Skik, men i de bredere Lag spiller den en stor Rolle, idet Forbindelsen først betragtes som fastslået, når der er vekslet Ringe, og man derved er, hvad der kaldes ringforlovet.
   Ynder man ikke denne hævdvundne Skik, eller vil man ikke offentliggøre Forbindelsen, forærer sædvanligvis den unge Mand sin Forlovede en almindelig Fingerring, så værdifuld, som Forholdene tillader det.
   Besøg aflægges hurtigst muligt, efter at den unge Pige er bleven forestillet for sin tilkommende Mands Familie, først af hans Forældre i hendes Hjem og derefter af hans eventuelle gifte og ugifte Søskende. Disse Besøg gengældes efter et Par Dages Forløb af hendes Forældre og Pårørende.
   Korts Udsendelse. Under den Tid, der går med Aflæggelsen af disse Besøg, udsendes der trykte Meddelelser til fjernere Slægtninge og Bekendte, og hvis man ønsker det, til Bladene.
   Disse Meddelelser besvares af dem, der har fået dem sendt, ved Visitkort, hvorpå er skrevet p. f. (pour féliciter) eller Hjertelig Lykønskning, og i nærmere Venskaber ved et Brev eller en Visit.
   Det unge forlovede Par gør derefter en Runde af Visiter hos begge Parters Slægt og Vennekreds, hvor det nye Medlem af Familien eller Kredsen synes, vejes og som oftest findes for let.
   Man bør vise en sådan Nyankommen i en Familie megen Venlighed, idet man betænker, hvor ubehageligt det må være på den Måde at passere rundt til Eftersyn.
   Kun den Omstændighed, at den Unge er forelsket, og derfor føjelig som et Lam - for en Tid - formåer at få hende eller ham til at løbe denne Spidsrod gennem ubekendte Tanters og Svigerinders kritiske Blikke. Men hvad bider på En, når man er så lykkelig! Og hvor ørkesløst og på en vis Måde gammeldags end Begrebet Visiter kan være, så er de i et sådant Øjeblik på deres Plads, idet de angiver, om et ungt Par ønsker en fremtidig Omgang eller ikke.
Forlovelsesvisitter. Hvis de Familier, hos hvem Besøgene er aflagte, ikke i deres Høflighedsiver er kommet ilende før det unge Pars Visit, gengældes denne i Løbet af et Par Ugers Forløb, helst af Herren og Fruen sammen, eller også af Fruen alene, som, ifald Ingen er hjemme, aflægger både sit eget og sin Mands Kort.
Forlovelsesselskab. Så snart de mest nødvendige Besøg er fra Hånden, indbyder den nyforlovede unge Piges Forældre den unge Mands nærmeste Pårørende og Venner i så festlig Form, som Formuesomstændighederne tillader det. Morsomt bliver det sjældent, da de tilstedeværende som oftest er hverandre ubekendte og ligegyldige, og der dog skal holdes Taler, først for de Forlovede, så for bege Parters Forældre og undertiden Søskende. Den nyforlovede unge Mand udbringer sine nye Svigerforældres Skål og gør det undertiden i sin Befippelse så uheldigt, at det danner et lille Lyspunkt for Deltagerne i denne pligtmæssige Festlighed.
   Efter dette Selskab gør den mandlige Parts Forældre Gengæld, og det samme Program iværksættes til liden Fornøjelse for alle Parter, men man skal jo igennem så meget.
   Heldigvis er disse Formaliteter ikke nogen Nødvendighed. To Unge kan jo nok uden dem blive enige om at ville vandre gennem Livet sammen.
   I de Tilfælde, hvor de Pågældende helst undgår al denne Ståhej og selv ønsker at lade deres Aftale om at indgå Ægteskab gå stille af, bør taktfulde Venner og Bekendte, helst også Pressen, afholde sig fra at krydse dette deres Ønske.

   BRYLLUP og dets Festligholdelse har efterhånden antaget et noget mindre Omfang end i foregående Århundreder.
   Stille Bryllup. Skønt Bryllup holdes for Livets største Fest, er der Mange, der efterhånden går udenom den, idet de i al Stilhed, med de nødvendige Vidner, lader sig vie på Rådhuset eller i Præstens Hjem, hvorefter de rejser bort med det samme og først udsender Kort efter Vielsen. Dette gælder naturligvis især ældre Brudepar, eller hvor den ene af Parterne er fraskilt eller har været gift før. Den unge Pige vil sædvanligvis nødig give Afkald på den Poesi, der omgiver en Brud, og den Virak, der ikke udebliver ved et stort Bryllup.
   Borgerlig Vielse spiller en stadig større Rolle begrundet på Nemhed og Billighed, men da den endnu ikke er påbudt og kun finder Sted, hvor kirkelig Vielse af forskellige Grunde ikke kan finde Sted, er det dog sjældnere, at den anvendes i de velstillede Samfundslag. Den finder Sted på Rådhuset Kl. 1 hver Fredag. Alle de tilstedeværende Par får en foreskreven Tale under eet af Borgmesteren og vies derefter særskilt i en tilstødende Sal.
   Brudeparrene er i daglig Formiddagsdragt, og ingen Vidner medfølger, da de retslige Formaliteter er besørgede skriftligt. Det hele Apparat er meget værdigt, men de, der ønsker et Skær af Poesi over Ægteskabets Indvielse, bør heller ty til Kirken.
   Kirkebryllup. Skal et sådant finde Sted, afhholdes det af Brudens Forældre eller, nærmeste Pårørende, og Indbydelserne udstedes c. 3 Uger i Forvejen. Listen må affattes med største Omtanke, da en Forglemmelse ved et Bryllup af en Slægtning eller gammel Forbindelse kan afstedkomme en Harme, som er længe om at fortage sig. Man må hellere indbyde for mange end for få. Det er dog en Åreladning af værste Sort, og en lille Besparelse kan ikke opveje det Raseri, der rejser sig ved en Forbigåelse.
   Indbydelsen lyder på. at give Møde i Kirken med efterfølgende Festlighed i Hjemmet eller på et offentligt Sted, hvilket sidste efterhånden i Bylivet er blevet det almindeligste, da Pladsforholdene lægger Hindringer i Vejen for store Sammenkomster i Hjemmene.
   Et slemt Udslag af Påtrængenhed og Taktløshed hos den Del af den kvindelige Befolkning, der ikke har anden Beskæftigelse end at skaffe sig gratis Fornøjelser, er det at trænge sig frem for at overvære ganske fremmede Menneskers Kirkebryllup. Hensigten er vel hovedsagelig den at stirre på Brudens og de øvrige Damers Toiletter, og synes derfor i kun ringe Grad at have Føling med de Stemninger, der skulde drage Mennesker til et Gudshus.
   Ved store Bryllupper, hvor en Sensation af denne Art kan ventes, må det desværre derfor tilrådes at udstede Kort for at undgå Trængsel.
   Man må ved et Kirkebryllup lægge sig på Sinde at komme i rette Tid, da hele Brudefølget må være forsamlet før Brudens Ankomst, og modtages af Brudgommen, der med sin Forlover kommer først til Stede. Kirkebetjeningen placerer Brudefølget efter Gæsternes Forhold til Brudeparret, og Kønnene er adskilte, en lidt mærkelig Skik netop ved denne Anledning.
Bryllupsfest. En vanskelig selskabelig Opgave stilles Brudens Forældre ved Placering af Gæsterne ved et stort Bryllup. Vanskeligheden ligger i, at Medlemmerne og de nære Venner af de to Familier som oftest ikke alene er hverandre ubekendte, men også for de halve af Gæsternes Vedkommende ofte er fremmede for Vært og Værtinde. Brudgommen bringer sine Svigerforældre en Liste på dem, han ønsker indbudt, og ifølge den dukker der ofte Tanter og Svogre o. I. op fra Provinsen, hvis Tilværelse man ingen Anelse havde om, og som derfor er vanskelige at anbringe på heldig Måde ved Festbordet, rent afset fra, at de altid er ubegribelig talrige.
   I og for sig gør det nu mindre til Sagen, hvem man får tilbords ved en sådan Middag, idet Talerne og Sangene er så mange, at der ikke gives En megen Tid til Samtale. Allerede ved Suppen begynder det med, at Værten byder velkommen, og derefter går det Slag i Slag. En af Forloverne holder Talen for Brudeparret, og den usalige Brudgom har derpå at takke Brudens Forældre for den Livets største Gave, de har skænket ham, en Pligt som har ødelagt Festens Glæde for mangen Brudgom, og som - det skal indrømmes - heller ikke altid klares med afgjort Held, idet de Færreste har Mod til som hin Brudgom at sige: "Tak for Caroline!" men indlader sig på lange Udviklinger. Efter Brudgommens Tale vilde det være en Velsignelse, om der blev sat en Stopper for Veltalenheden, så Gæsterne kunde få Lov at more sig efter Behag, men tværtimod føles der gensidige Forpligtelser til at udbringe Skåler for de tilstedeværende Søskende, Svigerinder, Tanter og gamle Ammer - hvem ikke - hvilket unægtelig, da man er nødt til at høre på det, gør en sådan Fest til en tvivlsom Fornøjelse.
   Derfor - hvis det ikke på Grund af en indtrængende Opfordring er nødvendigt eller et ganske specielt Talent er til Stede - bør man afholde sig fra at optræde som ukaldet Taler ved en Bryllupsfest eller lignende Anledning, for ikke af Hensyn til en Enkelt at virke hæmmende på den almindelige Munterhed. Hvis man dog føler sig kaldet til at være Festtaler, bør man undgå at nævne ethvert Forhold, der er sørgeligt eller ubehageligt for dem, man ønsker at hædre og glæde med sine Ord.
   Brudeparret forlader Festen uden at tage Afsked med Andre end Forældrene.
   Efter Brylluppet afholder Brudgommens Forældre, hvis Forholdene er dertil, et Selskab for de Nygifte, hvor Brudens Forældre og Søskende er selvskrevne Gæster, men som er lidt vanskeligt at gøre underholdende da det let kommer til at virke som en mindre festlig Gentagelse af Brylluppet.
   Brudegaver og Blomster sendes til de Nygiftes Hjem, medmindre de rejser bort umiddelbart efter Brylluppet, i hvilket Tilfælde de sendes til Brudens Hjem.
   Man behøver ikke at sende Gaver eller Blomster til et Brudepar, selv i nære Forhold, når den af Brudeparret, der stod En nær, aldrig har forestillet En deres tilkommende Ægtefælle.
   Det må tilrådes som Brudegave enten at rådføre sig med de nærmeste eller at vælge noget, der med Lethed kan byttes, da det er vanskeligt at vide, hvad det unge Par har Brug for, og der sædvanligvis indtræffer Dubletter. Hvad skal f. Eks. en ung Husmoder gøre med tre Potageskeer og uden en Kageske?
   Brudegaverne stod tidligere fremme i nogen Tid i det nye Hjem, for at give de Besøgende den tvivlsomme Fornøjelse at kunne beskue dem og sammenligne deres egen lille Opmærksomheds Værdi med de Andres. Ingen ved, hvor fattige seks Sølvæggebægre ser ud, før man har set dem i Skyggen af en Sølvjardiniére.
   Modtagelse i det unge Hjem. Den nygifte Frue bør helst lade udgå Meddelelse til sin Omgangskreds med Fastsættelse af en Dag, hvor Brudeparret tager imod, Lykønskninger i det nye Hjem. f. Eks. en af de første Søndage efter Brylluppet, eller efter Hjemkomsten fra Bryllupsrejsen. Man får da en Kop The eller Vin og Kage. Kort efter denne Modtagelse gør det unge Par Visit hos Pårørende og Venner, hvilken Runde for så vidt har større Vigtighed end andre Visiter, idet den er angivende for Grundelementerne i den Omgangskreds, det unge Par Livet igennem kommer til at bevæge sig i. Bedst er det jo altid at kunne bevare de gamle Venner fra Ungdomstiden.
   Disse Visiter må gengældes af dem, hos hvem de er blevet aflagt. Hvis dette ikke sker, eller en Indbydelse ikke træder i Stedet, må det af de Nygifte betragtes som en Tilkendegivelse af, at et Omgangsforhold ikke ønskes.

BARNEDÅB. Livets naturlige Gang er jo den, at efter Bryllup bliver den næste Højtid det første Barns Dåb, en Festlighed, som giver de unge Forældre meget at tænke på. Det første Hovedbrud består i at finde et Navn til Barnet, som kan tilfredsstille til alle Sider. I gamle Dage opkaldtes Barnet sædvanligvis efter en af Bedsteforældrene. Dette er gået af Brug og er afløst af en Raptus for gammelnordiske og for Kvindenavnes Vedkommende romantiske Benævnelser, såsom Dagny, Dagmar, Tove o.l. hvis ikke den engelske Smag foretrækkes såsom Lilian, Violet m. m. Det må dog tages i Betragtning, om der ikke var noget pietetsfuldt og smukt i at opretholde de gamle Døbenavne i Familierne, særlig i Slægter, hvis Tradition går langt tilbage.
   Det må dog afgjort frarådes at lade Fader og Søn eller Moder og Datter hedde det samme, hvilket giver Anledning til idelige Fejltagelser i og udenfor Hjemmet og afstedkommer Uskikken med Kælenavne.
   Er Barnets Døbenavn efter mange Overvejelser omsider fastslået, skal det afgøres, hvem der skal vælges til Faddere. Almindeligvis bærer den unge Kones Moder sin Datters første Barn over Dåben og Farmoderen det næste. En ugift Pårørende eller Veninde "holder Huen" som det på gammeldags Vis endnu kaldes, og af de mandlige Faddere vælges med Omhu de Pårørende til Gudfædre, der kan tænkes at ville have Interesse ikke alene for Barnets åndelige men også timelige Vel. Det Spørgsmål: "Skal det være Ske eller Bæger" fremsat af en ugift Broder på en Anmodning om at være Fadder til et nyfødt Vidunder, falder ikke mere i god Jord. En grå Sparekassebog med et klækkeligt Indhold som Begyndelse på et Livs Liggendefæ vil langt blive foretrukket.
Den Skik at Fadderne "gav på Vuggen" en ret klækkelig Gave til Ammen, er vist i det mindste i Byerne, ved at falde bort, da Barnets første Pleje nu nærmest er gået over til Sygeplejersker samt til et Flaskebatteri med lunken Mælk.
   Fadderne giver til fastsat Tid Møde i Kirken, hvis ikke det er Hjemmedåb. Gudmoderen tager ved Kirkedøren imod sit Gudbarn og bærer det til Døbefonden ledsaget af de andre Faddere.
   Den Sammenspisning som uundgåeligt finder Sted efter den højtidelige Handling, indskrænker sig i vore Dage ofte til en Frokost i de lykkelige unge Forældres Hjem, men i lidt større Forhold bliver det sædvanligvis til en Middag, især når det gælder den Førstefødte. Ofte en drøj Dag for den unge Moder, endnu lidt svag efter Fødslen, at skulle sørge for det pyntede Barn og hvad dertil hører, og derefter en efter det unge Hjems Forhold splendid Middag.
   Den ældste af de mandlige Faddere holder Talen for Barnet, og hvis alle de der udtalte Ønsker holdt Stik, vilde Livet overhovedet ikke indeholde et Gran af Modgang for det Individ, der ved Starten blev tildelt veltalende Faddere. En anden af Fadderne udbringer Forældrenes Skål, og det skulde gå mærkeligt til, om der ikke også blev holdt Taler for de to Sæt Bedsteforældre. Kontinuiteten må holdes i Ære. Barnet bæres pyntet omkring ved Desserten for at blive krammet af begejstrede Tanter.

KONFIRMATION bliver den næste Milepæl på den unge Verdensborgers eller Borgerindes kirkelige og sociale Vej. Af alle de mærkelige Skikke, der på Trods af sund Fornuft holdes vedlige i alle Lag af Befolkningen og særlig i folkelige Kredse, er vel Kirkekonfirmationens Sammenblanden med det verdslige Liv en af de besynderligste. At en Dreng eller Pige ved Overgangen fra Barn til Voksen efter nogen Religionsundervisning bekræfter sin Dåbspagt, uden just at have synderligt Begreb om Betydningen af det, er jo en fuldstændig religiøs Akt og kirkelig Sag, der intet har med Samfundet eller Selskabslivet at gøre. Men hvad sker: Der gives Ynglingen eller den lille Pige et fuldstændigt personligt Udstyr fra inderst til yderst, indbefattet Undertøj lige til en Festdragt, og når Forældrene ikke selv formår at udrede det, kan man indsende Ansøgninger til dertil oprettede Foreninger eller Legater, som da er forpligtede til at træde til.
   Konfirmanden kører, ledsaget af de arme Forældre i den årle Morgenstund i Karet eller Bil til Kirken, den unge Pige hvidklædt, Drengen sortklædt; Skaren placeres efter Kønnet vis å vis nedad Midtergangen der bliver de unge under den lange Ceremoni siddende til højt op på Dagen, stirrende på hverandre med Forældrene bag sig. Moderen holder altid Stand, hvorimod Faderen er slem til med små Mellemrum at absentere sig for at nyde en Forfriskning på den nærmeste Kafé, hvad dog formentlig ikke vil blive regnet ham til Last ved det endelige Livsopgør.
   Og når de så kommer hjem? Ja, så modtages de af Kødets Lyst i Form af en fuldstændig Guldsmedebutik af Gaver, Brocher og Manchetknapper, Guldure og Kæder, alt, hvad der lige er egnet til at bortlede den unge Konfirmands Tanker fra den religiøse Handling, han eller hun lige har gennemlevet. Denne forsætlige Bortleden bliver kun forstærket ved Dagens videre Forløb. Istedetfor den Eftertanke, som en rolig Dag bedst vilde kunne fremkalde, strømmer Blomsterbuketter, Telegrammer og Urtepotter ind, Konditorier bringer et pyntet Kransekagehorn med en Konfirmand på Toppen og fra Bogtrykkeriet sendes Festsangen til Middagsbordet, mens Kogejomfruer og Opvartersker etablerer sig i Køkkenet, for, når de pyntede Gæster ankommer, at servere den fra det nærmeste franske Køkken bestilte Middag á så og så meget pr. Kuvert, uden Vine, som sendes ekstra fra Vinhandleren. Denne selskabelige Skik eller Uskik går igennem hele Befolkningen. Tarvelige Håndværkere, som til daglig måske er Samfundets fornuftigste Lag, bryder ud af alle Skranker på en Søns eller Datters Konfirmationsdag.
   Men tag ikke til Genmæle overfor Deres Slægtninge, selv om De synes, at Skikken er aldeles ravgal. Bring Deres Sonoffer i Form af en Ring med en Turkis eller Carit Etlars Romaner i Pragtbind. Ønsk bevæget til Lykke til den bekræftede Dåbspagt og drik Champagnen til Stegen. Det er ørkesløst at ville reformere Samfundsskikke med Kritik; man har Lov at have den in mente, men man gør klogt i at beholde den for sig selv.

SØLVBRYLLUP betegner Livets Højdepunkt for to lykkelige Ægtefæller. Den skønne Dag, hvor man på eengang kan se tilbage på Minderne og fremad til den Lykke, som Livet endnu kan rumme: den Dag, hvor Børnene er blevet voksne og har vist, hvad de duer til, men endnu står i Ungdommens fagre Vår. Det er i vore Dage ikke ualmindeligt, at Sølvbrudeparret rejser bort for at unddrage sig den Hyldest og Ståhej, som et stort Sølvbryllup medfører, men som oftest fejres Dagen sammen med Børn, Slægt og Venner ved en så stor Fest, som Omstændighederne tillader, og Huset bugner under Blomstergaver, Sølvtøj, Malerier og hvad de Pårørende nu kan finde på for at forherlige Dagen.
   Hvis man er nærstående som Slægtning eller Ven, sender man en Gave, særlig, hvis man er med ved Festen. Står man på en Fod med Familien som god Bekendt, sender man Blomster med et Par venlige Ord. Er Ens Forhold af fjernere omend velvillig Art, nøjes man med et Telegram, hvilket medfører, at en Mængde sådanne indtræffer, og uheldigvis bruges det, at Bunken læses op ved Bordet. Lov, at De ikke vil lade det ske, når De holder Sølvbryllup.
   Som oftest er der ved et Sølvbryllup Modtagelse i Hjemmet om Formiddagen, hvor der serveres Gratulanterne en Forfriskning, såsom Vin og Småkager, mens det mere og mere bliver Skik, at Middagen afholdes på et offentligt Etablissement, dels af Pladshensyn, dels for ikke at trætte.
   Har man en meget stor Kreds og Slægt, kan det tilrådes at indbyde de Ældre og Nærmeste til Middagen og at lade de Unge og Fjernerestående komme om Aftenen.

GULDBRYLLUP fejres sædvanligvis på samme Måde som Sølvbryllup, og er jo en så sjælden Fest, at den antager et mere højtidsfuldt Præg med et vist Skær af Vemod over sig, ved Følelsen af, at det snart vil tage Ende med Samlivet med dem, man er samlede for at fejre. Et Guldbrudepars høje Alder forårsager, at Gaverne ved denne Lejlighed er af mindre varig og solid Karakter end ved Bryllup og Sølvbryllup - hvad skal gamle Folk med nye Sølvkaffekander og Bronzelamper. De har forlængst, hvad de behøver for Resten af Livet. Blomstergaver eller allerhelst et eller andet, der har Forbindelse med deres Børns og Børnebørns Liv, Billeder o.l. vil være at foretrække.

JUBILÆUM er en Festlighed, der spiller en større og større Rolle i Samfundslivet. Ikke alene Personer, såsom. Skuespillere, Digtere, Professorer o. a. men Institutioner som Teatre, Foreninger, Korporationer, Skoler, Regimenter o.l. samt Privatforeninger, holder med Iver Jubilæum og kræver stærk Hyldest af Omverdenen for dem, der i Øjeblikket er Ledere. Man har endog ondt ved at vente til den hævdvundne Dato, Femogtyveårsdagen, men begynder så småt at liste Tiårsdagen ind.
   Et Jubilæum. fejres selvfølgelig med Gaver, Sammenspisning, Telegrammer, Deputationer og Blomster og allerhelst med en eller flere Ordensdekorationer for de Ledende.
   Når det er Forretninger, der holder Jubilæum, bør det ikke forventes, at private Venner tager Del i det, men Iveren efter at vise Deltagelse er i vore Dage så stor, at det alligevel sker igennem Besøg, Breve og Blomster, selv om det ikke er påkrævet.
   De mere officielle Besøg ved den Slags Lejligheder sker ofte deputationsvis. Den jubilerende Blikkenslager modtager Deputationen stående, og svarer på dens Henvendelse med nogle velvalgte Ord. Familien bor først, livis det sker i Hjemmet, vise sig, når Højtideligheden går over til Vin og Småkager. Som oftest sker det i Hjemmet, når, som det hedder, Jubilæet fejres i Stilhed.

FØDSELSDAGEN spiller, som rimeligt er, en Rolle Indenfor Hjemmets Vægge. Det er nemlig en Dag, hvor der er Grund til at sige de Ord, der bliver sagt altfor lidt, skønt de burde være lette at sige, og glæder Alle, de Ord, der rummer Kærlighed og Tak for hver lille Tjeneste og hvert kærligt. Ord på alle Livets Gråvejrsdage. Underligt så sjældent de Ord siges mellem Mennesker, men den sære Skyhed der er for at udtale Følelser, den kan vige på denne Dag, hvis bedste Gave er netop sådanne Ord.
   Om Morgenen indtræffer der Fødselsdagskort fra Venner, der ikke har Lejlighed til at aflægge Besøg, medmindre der sendes Blomster, ligesom de fleste Besøgende medbringer Buketter. Besøg aflægges Kl. 3-5 og der trakteres da med Chokolade og Kager.
   I Familier, hvis Liv ikke er indrettet på at modtage Gæster om Dagen, tages der imod om Aftenen, og der drikkes da også ofte Chokolade og Kaffe.
   Fødselsdagen spiller naturligvis især en Rolle for Husets Damer, Børn og gamle Herrer. De arbejdende Herrer lader den som oftest ude af Betragtning og fejrer den muligvis kun ved at indbyde et Par nære Venner til et hyggeligt Måltid.
   Der gives Gaver ved Fødselsdage, men disse antager dog som oftest kun en større Form i de nærmeste Forhold f. Eks. fra Mand til Hustru og særlig fra Forældre til gifte Børn, hvor lidt Bistand kan gøres nødig.
   Læg Mærke til, at man ved Lykønskninger til Dame-Fødselsdage ikke dvæler ved Alderen, når den ligger mellem atten og halvfjers, ved hvilke Fødselsdage Stoltheden over at blive et År ældre sædvanligvis findes. Man sender hurtigst muligt efter Fødselsdagen et Kort med et Par venlige Ord til Tak for al udvist Opmærksomhed til dem, der har sendt Hilsen eller Gaver. Jo hurtigere man gør det, jo nemmere er det.
   Den om sig gribende Trang til Fest har overført Jubilæumstanken også på Fødselsdage, idet både 50, 60 og 70 ikke at tale om 75 eller alle følgende Numre delelige med 5 efterhånden giver Anledning til stadig stigende Hyldest, der ikke behøver at stå i Forhold til den Pågældendes Betydning. Som ved al anden Skik og Brug er der ikke andet for end at konstatere det og slå Følge. Det skal dog fastslås, at Festfiguren selv kan bidrage en Del til at holde disse ustandselig tilbagevendende Festligheder lidt indenfor Rimelighedens Grænser dels af Beskedenhed, dels af Tanken om, at de er til ikke ringe Gene og Bekostning for Omgivelserne.
   Bordplacering ved Fester. Familiefestligheder har deres Ceremoniel for sig selv, idet der fremkommer en egen Rangforordning, som er uafhængig af andre Hensyn både til "Fornemhed" og til Venskab, og ikke står i mindste Forbindelse med den Omgang, der har fundet Sted. En fuldstændig glemt Søster fra Provinsen, der dukker op ved et Sølvbryllup, indtager en selvfølgelig Førsteplads, fordi det her i første Instans er Slægten, der samles.
   Mens meget gamle Mennesker helst bør holde sig tilbage fra Selskabslivet, hvor de passer dårligt, er de ved en Familiefest den smukkeste Pryd. Deres Tilstedeværelse gør Festen til et Symbol på Slægtens Tradition, og bevirker, at de Unge kommer til at føle sig som hørende til en Enhed, der bør holde sammen under Mærket af de Minder, som de Gamles Nærværelse fremmaner.

JULEN er en Ting, som Folk i de elleve Måneder af Året ikke skænker en Tanke eller højst er enige om, er en meget besværlig Ting, men som den tolvte rejser sig som en Kæmpe, som det er umuligt at diskutere med eller om. Grunden dertil er naturligvis den, at Julen endog fra Hedenskabets Tid er Nordboernes største Fest, så at ethvert Forsøg på at afskaffe selv dens uheldige Egenskaber, såsom Udvekslingen af Gaver, vil falde frugtesløst ud, særlig, fordi Børnene har bemægtiget sig den.
   Julegaver. Allerede i November begynder de kære Små at lade Vink falde om, hvad de kan tænke sig at ville modtage, og inden Juleaften er nået, er Gavelavinen svulmet op til en tordnende finansiel Katastrofe i mange Huse. Spørgsmålet vil for de Flestes Vedkommende være: Hvem skal man give Gaver? Det vil naturligvis afhænge af Temperament og Familietradition og særlig af, hvor mange Gaver, man selv får.
   I fornuftigere Kredse har dog Urimeligheden ved, at voksne Mennesker giver hverandre Overraskelsesgaver, gjort sig så vidt gældende, at man indskrænker sig til Bagateller og spøgefulde Ting, og man må håbe, at denne Opfattelse vil brede sig, hvor meget end de Handlende anstrenger sig for at holde Skikken vedlige.
   De bør ikke give Den, hvis Smag og Vaner De ikke nøje kender, en Genstand af speciel Art eller af stort Omfang. En uhyre Majolikavase, man ikke har Plads til, er slem at få til Huse, hvorimod et Silkesjal eller et Par Handsker, der lægges i en Skuffe, aldrig kan genere.
   Hvis man har ondt ved at finde på Gaver til sine Kære, er man som oftest på den sikre Side, når man holder sig til det, der kan spises, drikkes eller ryges. En Høne, en Æske Konfekt eller en Flaske Likør kan virke beskedent men aldrig uvelkomment. Spisevarer er at foretrække for Blomster, der sendes rundt efter en stor Målestok.
   Når De får noget, De finder forfærdeligt, brug da hele Deres Åndsnærværelse for ikke at røbe det, selv med den mindste Trækning. Glem ikke, at Giveren synes om det.
   Giv ikke Deres Børn kostbare Julegaver. Barnefantasien har den lykkelige Evne at gøre det tarveligste Legetøj illuderende, og Luksus bidrager kun til, at Julen, modsat af, hvad den skulde, gør Børnene fordringsfulde og mindre elskværdige.
   At lade Gaver, man ikke bryder sig om, gå videre, er behageligt og besparende, men farligt. Hvem kan i Juleundersøgelsen af Skabe og Skuffer huske, af hvem man har fået en Tegnebog eller Krukke i Fjor. Men Giveren kan så glimrende huske det, og en drilsk Skæbne vil undertiden lade det blive ham eller hende, man lyksaliggør med Tingen, og det er ikke Enhver, der kan tage det spøgefuldt.
   Når De derfor lagrer en Genstand med denne Brug for Øje, bør De udstyre den med en oplysende Seddel.
   Glem ikke ved Juleudgifterne, at der efter Juleaften er endnu fuldt en Uge tilbage af den endeløse December. Hvis De i Deres Hjertes Godhed lader Dem friste til at støvsuge Deres Pengeskuffe c. den 23de, bliver det vanskeligt for Dem ved de sidste Juletræer at synge: Glade Jul, dejlige Jul med den rette Overbevisning.
   Helligdage. Julen er helliget til Familiesammenkomster. Der er ganske vist lidt for mange af dem, fordi Helligdagene er for mange. Det morer ikke de Unge synderlig Dag efter Dag at spille Lotteri om Småting med gamle Tanter, hvorfor de stræber, hvad de kan, for at komme afsted til Juleugens Dansefester på de store Hoteller. Det virker ikke altid helt elskværdigt, idet Julesammenkomsterne har deres virkelige Berettigelse som et Samlingsmærke for Familien. Til anden Adspredelse er Året langt nok.
   Nytår. Overgangen fra det svundne År til det kommende, Nytårsaften, vil de Fleste helst tilbringe sammen med deres Nærmeste. Når Klokken slår tolv, føler man Trang til at tømme sit Glas for det nye og ukendte År med dem, man har at støtte sig til, fordi man er forvisset om, at de vil tage Del i Ens Sorger og Glæder.
   Glem ikke Nytårsdag at aflægge et Besøg hos de Ældre i Slægten, særlig Forældre og Søskende, som De ikke var sammen med Nytårsaften. En ukærlig Forsømmelse af et sådant Hensyn føles ofte stærkt. De Yngre går den Dag til de Ældre. I øvrigt aflægges Nytårsdag Høflighedsbesøg til Principaler og Chefer desuden til Husets Frue af Herrer, der nyder megen Gæstfrihed i et Hjem. Dog er denne Skik noget i Aftagende.
   Der serveres ved sådanne Besøg et Glas Vin og Småkager.
   Jule- og Nytårskort bruges i stedse stigende Grad, til største Besvær for Postvæsenet og ikke til synderlig Glæde for dem der udveksler dem.
   Der lægges mest Vind på Julekort, hvilket for så vidt er urimeligt, da gode Ønsker for et helt År dog har større Rækkevidde end en Julehilsen.
   Hvis man har fået Julekort fra Venner, hvem man ikke har gjort Gengæld, sender man et Nytårskort.
   Sæt ikke stor Bekostning på Jule- og Nytårskort. Den er ret spildt. Det er jo ikke Litografens Opfindsomhed, man sætter Pris på, men Deres personlige Indsats, det lille Ord, der kom fra Hjertet og derfor går til Hjertet. Det kan De lige så godt skrive på et blankt, hvidt Kort.


Afsnit 2 >